Hassel (Corylus avellana)

Hassel

Hasselnød er et træ eller en flerstammet busk der typisk bliver tre til otte meter høj. Den enkelte stamme bliver typisk højst 80 år gammel, men selve busken kan blive flere hundrede år. De mest almindelige sorter i Danmark er Lambert Filbert, Zellernød, Waterloo, Atlas og Emoa 1.

Plantning

Hvis der ønskes god nøddehøst, anbefales det at investere i sortsægte sættetræer. Træerne plantes med 4,5 x 4,5 m planteafstand. Er meget fleksibel med hensyn til jordbundsforhold og tåler højt grundvandsspejl, foretrækker en let sur til neutral pH. For at få en god høst bør hassel have megen sol og stabil vandforsyning, samt undgå kraftig vind og hård frost.

Vedligehold og høst

Til nøddeproduktion er det lettest at have en enkelt stamme på omtrent en meter. Træet formes ungt ved at alle stammer på nær én afskæres ved basis. Hassel kan let komme til at mangle kvælstof, kalium og bor. Hasselnødder kan typisk høstes efter ca. 6 år, hvor man kan forvente at høste to til tre kg nødder pr. træ årligt. Et modent træ giver årligt ca. 15 kg nødder pr. træ, alt efter hvor intensivt det gødes og plejes. Hassel har både han- og hunblomster, men skal krydsbestøves af vinden fra andre sorter for at sætte nødder. Det anbefales at dyrke mindst tre forskellige sorter tæt på hinanden.

Skadevoldere

Træerne bør beskyttes mod vildt de første år, f.eks. med vækstrør eller hegn. Træerne kan angribes af monilia, hasselbakteriose, nøddesnudebillen, hasselknopgalmider. Endelig kan diverse gnavere reducere høsten betragteligt.

Luk (Esc)