Dyrkningsvejledning for ægte kastanje eller spisekastanje

Ægte kastanje kan blive op til 35 meter høj, have en kronebredde på op til 12 meter og blive flere hundrede år gammel. Træet producerer kastanjer. De mest velegnede sorter under danske forhold er; Marigoule, Rousse de Nay, Precoce des Vans og Belle Epine.

Plantning

Bør podes og plantes sent efterår eller tidligt forår med en planteafstand på 7 x 7 m. Er fleksibel i forhold til jordbund, men kræver sur jord, da for høj pH forhindrer træet i at optage mangan. Kræver fuld sol og stabil vandtilførsel. En stor høst kræver læ og fravær af hård frost.

Vedligehold og høst

Første høst af kastanjer kan forventes efter tre til ti år alt efter sort og forhold. Der kan årligt typisk høstes omkring ti kg kastanjer pr. træ fra modne træer. Insektbestøves og skal krydsbestøves, så det er nødvendigt at have mindst to sorter indenfor kort afstand.

Skadevoldere

Grensvampen, asiatisk kastanjekræft, kan danne kræftsår, der ofte dræber træet. Snudebillens larver kan lave ormehuller i frugten. Hverken kastanjekræften eller snudebillen er endnu påvist i danske kastanjer.