Dyrkningsvejledning for brombær

Brombær er en halvbusk med lange vandreskud. Brombærbuske danner i sensommeren karakteristiske blåsorte bær, som kan spises rå, anvendes som morgenmadstopping eller bruges i bagværk, marmelader og desserter.

Plantning

Brombær kan udplantes hele året, så længe jorden ikke er frossen. Det bedste resultat fås dog typisk ved efterårsplantning. I renkultur bør brombær plantes med en planteafstand på 1-2 x 2,5-3 meter. Brombær er alsidig, men foretrækker en nærings- og humusrig sandet lerjord med pH omkring 6,5. Trives bedst på en solrig placering med gode læforhold.

Vedligehold og høst

Brombær er selvbestøvende og kræver således ikke andre sorter for at danne frugter. Første bærhøst kan finde sted to år efter plantning i perioden fra august til oktober. Tørre og visne ranker bør fjernes i foråret.

Skadevoldere

Meldug og gråskimmel kan forekomme i fugtigt vejr, eller hvis buskene står for tæt. Alle angrebne grene skal fjernes. Kan angribes af brombærgalmider, hvilket kommer til udtryk ved røde bær, som aldrig modnes.