Dyrkningsvejledning for storfrugtet amerikansk blåbær 

Blåbær er en flerårig løvfældende busk, der kan blive op til to meter høj. Bærrene har en god smag og bruges mest til frisk konsum, men er også gode til desserter, bagværk eller diverse produkter. Der findes mange sorter og mange nye er på vej. Sorterne Bluecrop, Reka og Duke er robuste sorter.

Plantning

Blåbær er en surbundsplante, der kræver jord med lavt pH, et godt dræn og meget vand. Trives bedst på humusrig sandjord med pH omkring 4,5 og et humusindhold på fire til fem procent. Plantning sker bedst om efteråret, så rødderne har tid til at udvikle sig. Blåbær kræver et stort plantehul. Plant gerne i volde af savsmuld. Planteafstande i rækken er 1,0-1,5 m. Forud for plantning tages jordprøver så næringsstoffer og surhedsgrad i jorden kan justeres. Blåbær kræver gode læ og lysforhold for at opnår en god produktivitet.

Vedligehold og høst

Beskæring af blåbær foretages ved at fjerne tynde skud og sideskud nederst i busken. Når planten er udvokset, foretages der yderligere foryngelsesbeskæring ved at fjerne en til to af de ældste skud ved basisbeskæring årligt. Dæk gerne jorden med flis eller lignede for at forbedre vandforsyning og ernæring. Bær kan typisk høstes efter to til tre vækstsæsoner fra midt i juli til august. Udbyttet afhænger meget af, om buskene har optimale jordbunds- og pasningsforhold. En god produktion vil være to til fire kg per busk efter fem år. Blåbær er selvbestøvende, men det anbefales at plante flere sorter så bestøvning og dermed udbytte øges.

Skadevoldere

Blåbær er en ret sund plante. Der kan forekomme angreb af frostmålere, viklerlarver og pletvingefrugtfluen er under udbredelse. Af svampesygdomme kan grene og rodhals angribes af blåbærkræft (Grodonia cassandrae) og bærrene af Antracnose og gråskimmel. Netdækning anbefales, idet fugle kan være et problem.